Tilsynserklæring
Tilsyn på Nyborg Friskole i skoleåret 2009-2010
Jeg har igennem de seneste år haft fornøjelsen at være valgt som tilsynsførende på Nyborg Friskole.
Kravet om tilsynsførende er beskrevet i lov om frie grundskoler i Danmark – og ifølge loven skal der føres tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk, samt med, om skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det skal endvidere påses, at undervisningssproget er dansk.
Hvordan udføres tilsynet:
Min erklæring baserer sig på besøg på skolen samt ved at følge skolens dagligdag på hjemmesiden, ligesom jeg har adgang til skolens intranet, hvor jeg på fin vis kan følge såvel den interne dialog samt de mere formelle samarbejdsfora, der naturligt eksisterer på en skole.
Samtidig har jeg på forskellig vis kontakt til Nyborg og herigennem også til forældrekredsen, så jeg på flere måder forsøger at danne mig et indtryk af skolen.
Når jeg besøger skolen, fokuserer jeg naturligvis på de i loven fremhævede fag, men besøger også, hvis tiden tillader det, andre fag for derigennem at danne mig et samlet billede af skolen – dens lærere og dens elever.
Jeg besøger forskellige klasser i såvel indskolingen, på mellemtrinnet og udskolingen.
Generelt er det en stor fornøjelse at komme på skolen – jeg føler mig meget velkommen og oplever stor imødekommenhed fra såvel lærere som skolens ledelse.
De formelle krav:
Jeg har den klare opfattelse, at elevernes standpunkt i såvel dansk, matematik og engelsk står mål med det niveau, der opnås i folkeskolen.
Jeg har dels ved besøg i klasserne og dels ved at gennemse enkelte årsplaner kunnet se, at der er fokus på de mål, som er beskrevet for folkeskolen – og jeg oplever, at lærerne er optaget af de enkelte elevers udvikling og faglige standpunkt, samtidig med at jeg i klasserne ser mange spændende og relevante undervisningsmaterialer – ligesom skolens mange interaktive tavler inddrages aktivt i den daglige undervisning.
Jeg har i alle sammenhænge oplevet, at undervisningssproget er dansk.
De mere udefinerbare forventninger til en skole:
Når jeg besøger skolen, oplever jeg en stor grad af imødekommenhed fra både skolens ledelse og de enkelte lærere. Alle er behjælpelige og svarer beredvilligt på mine spørgsmål.
Jeg oplever engagerende og kompetente lærere, som er ærligt interesserede i såvel deres fag som den enkelte elevs sociale udvikling og den enkelte elevs ansvar for det fællesskab, som en skole og en klasse jo også er.
Hvert år, når besøgene i klasserne er gennemført – og mange snakke på lærerværelset har udvidet mit kendskab til skolen – slutter jeg tilsynet med en samtale med skolens leder om skolens samlede liv. I år havde jeg lejlighed til at høre om skolens erhvervelse af bygningskomplekset og de mange spændende muligheder, dette giver for den fremtidige undervisning på Nyborg Friskole.
Jeg vil gerne ønske skolen tillykke med disse spændende og nye muligheder, som det bliver spændende at følge.
På baggrund af ovenstående, er jeg derfor ikke i tvivl om, at undervisningen på Nyborg Friskole står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Tak for i år – og tak for samarbejdet!
Susanne Ebdrup